Månedens indlæser: Jesper Bøllehuus

ma%cc%8anedens-indlaeser-jesper-bollehuus

Foto: Rasmus B. Rasmussen

Man kan mærke, at man er i gode, trygge hænder, når Jesper Bøllehuus læser op. Han har da også en del erfaring – i Storytel-app’en kan du finde hele 60 bøger indlæst af Jesper. Vi har stillet ham et par spørgsmål om den gode indlæsning.

Hvad er en god indlæsning ifølge dig?

Som det jo vil være garvede lyttere af lydbøger bekendt, er det ret subjektivt, hvordan man foretrækker sin indlæser. Der er vel groft sagt to yderpoler: henholdsvis ”Poul Reumert” og ”Fiskerinoteringerne”. En rendyrket ”Poul Reumert”- indlæser gør meget ud af skuespillet, laver stemmer om og alt muligt. Det kan til tider blive for dramatisk og lidt forstyrrende for lytteoplevelsen. Derimod er en rendyrket ”Fiskerinoteringerne”-indlæser så neutral i sin indlæsningsstil, at man helt glemmer, der er en indlæser. Det kan næsten blive for livløst og tendere til det kedelige. Jeg tror, de gode indlæsere er dem, der forstår at balancere mellem de to stilarter. Det er heldigvis flertallet!

Hvad er det mest udfordrende?

De mest udfordrende bøger er dem, hvor jeg på side 10 opdager, at jeg skal indstille mig på at måtte skulle tage livtag med hvert eneste lille komma. Teksten kan være opbygget af knudrede sætningskonstruktioner og sproget kompliceret og fuld af fremmedord, som gør det både krævende og udfordrende, men også meget tilfredsstillende at få læst sig igennem. Nogle gange kan det dog ende med at blive en ørkenvandring, hvis der er 477 sider tilbage. Undervejs kan man så småt begynde at glæde sig til en lille tynd, letbenet bagatel bagefter.

Du har jo indlæst rigtig mange bøger, men er der én, der står særlig klart i din hukommelse?

Da jeg sad med Romeren, første bind i Lasse Holms trilogi af oldtidskrimier om den græske læge Demetrios, der opklarer forbrydelser i det dekadente Rom og omegn, tænkte jeg: ”Wow!”. Den var simpelthen så filmisk og velskreven. Mens jeg læste den, så jeg hele tiden scener fra flere af mine yndlingsfilm for mig: ”Den gode, den onde og den grusomme”, ”Malteserfalken” og ”Blue Velvet”. Normalt er jeg ikke til oldtidshistorie, men det har været både sjovt og spændende at (ind)læse alle tre bøger om Demetrios og hans tid. Hovedpersonen er en sand old school-privatdetektiv og helt klart i familie med Philip Marlowe!

Hvad har du altid med dig i studiet?

I studiet medbringer jeg altid fremmedordbogen, nudansk ordbog og en fantastisk udtaleordbog fra det tyske Dudenverlag. Der skal også være adgang til nettet, hvor man kan finde hjælp til udtale af stort set alt. Desuden mobiltelefonen, så jeg kan komme i kontakt med verden uden for lydstudiet. Kaffe og vand er jeg blevet meget påpasselig med ikke at have stående for tæt på optageudstyret, da jeg i årenes løb og kampens hede er kommet til at vælte adskillige kaffekrus og vandglas!

Find bøger indtalt af Jesper Bøllehuus her!

Månedens indlæser: Jesper Bøllehuus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s